Dato: 19. juni 2013I dag, onsdag 19. juni 2013, uddeles årets Michael Strunge-pris. Den går til forfatteren Sissel Bergfjord for romanen Sortedam (2012).
Priskomitéen motiverer sit valg blandt andet således:
»Sortedam orkestrerer med stor fortælleteknisk økonomi sin historie om at vokse op og give slip. Den har en lethed og en præcision i sit anslag, i sin måde at tegne på en gang intime og sociale tableauer. Skønt optaget af tunge spørgsmål registrerer den især, hvordan de slår ud i det sociales overflade, hvordan alkoholikeren for eksempel igen og igen falder igennem i hverdagslivets koder. Og hvordan det fald fylder omgivelserne - især datteren - med en tung smerte«.
Prisen overrækkes på Michael Strunges fødselsdag og er på 50.000 kr. Den er fra og med sidste år videreført af Gyldendal, da Borgens Forlag, der hidtil har finansieret prisen, ikke har ønsket at fortsætte engagementet. Samtidig er fundatsen blevet ændret med accept fra stifterne, Michael Strunges forældre. Hvor hæderen tidligere skulle gives til en lyriker, der var debuteret efter 1986, tildeles den nu ”en dansksproget skønlitterær forfatter for dennes anden skønlitterære udgivelse”.
Sissel Bergfjords første bog var romanen Min morfars stemme (2006). Hun er uddannet fra Forfatterskolen og har senest været aktuel med kollagebogen Ønsketænkning (2013).
Michael Strunge-prisen blev sidste år overrakt til René Jean Jensen. Blandt de tidligere modtagere er Lars Skinnebach, Simon Grotrian, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Niels Lyngsø, Mikkel Thykier og Lone Hørslev.
En komité på tre medlemmer vælger årets modtager. Den består p.t. af Klaus Høeck, Anne-Marie Mai og Tue Andersen Nexø.
Prisoverrækkelsen finder sted kl. 16 i dag på Gyldendal, Forværelset, Klareboderne 3, Kbh. K. Pressen er velkommen uden tilmelding.
Med venlig hilsen
Gyldendal
Foto af Sissel Bergfjord kan downloades herfra: http://presseservice.gyldendal.dk/Forfattere.aspx?search=sissel%20bergfjord